top of page

VORES HISTORIE

Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, var en idérig herre. Han er i dag nok mest kendt for at have grundlagt Tivoli. Det gjorde han tilbage i 1843, men nogle år forinden havde han også sit eget tidsskrift om litteratur, kunst og musik - en slags magasin om, hvad der var "oppe i tiden". Dette magasin kaldte han FIGARO.

Skaldyrsbistroen Figaro er altså opkaldt efter Tivolis grundlægger Georg Carstensens tidsskrift fra 1841 af samme navn.

 

Da Carstensen manglede abonnenter til sit tidsskrift inviterede han til de såkaldte Figaro-fester i Kongens Have i København, hvor man skulle være abonnent for at deltage. Her engagerede han Hans Christian Lumbyes orkester til at stå for dansemusikken, og dette blev starten på et samarbejde, der fortsatte, da Carstensen grundlagde Tivoli nogle år senere i 1843, hvor han inviterede Lumbye til at være musikkens mand i den gamle have.

Hans Christian Lumbye er i dag mest kendt i den brede befolkning for Champagnegaloppen.

Navnet Figaro er altså en hyldest til to af nøglepersonerne i tilblivelsen af Tivoli, og fra restauranten er der udsigt til statuer af både Georg Carsten og Hans Christian Lumbye.

Figaro ligger i en af de nyere bygninger i den gamle have. Bygningen er nemlig fra omkring 1960, og den er tegnet af Simon Henningsen - søn af den noget mere kendte arkitekt Poul Henningsen, som især blev kendt for PH-lampen.

Simon Henningsen var dog også rigtig dygtig til at tegne lamper, hvilket han bl.a. beviste med Tivoli-Lampen, som er designet til at reflektere både lys og Tivolis fyrværkeri på en og samme tid.

Tivoli-Lampen er oprindeligt designet til en af Tivolis tidligere restauranter, nemlig Divan 2, men lampen har naturligvis også fået plads flere steder i Figaro.

Figaro skrev sig ind i Tivolis historie, da dørene åbnedes for første gang i foråret 2021.

Nimb_Georg_Carstensen_Statue_SIT_2019_Lasse_Salling_edited.jpg
bottom of page